Ofte stillede spørgsmål
Hvordan foregår en aflivning i hjemmet?
Det er altid enormt hårdt at tage afsked med vores elskede kæledyr, som også er en stor del af familien. Derfor er det vigtigt, at selve afskeden foregår så stille og roligt som muligt. Dette er en af de største fordele ved hjemmeaflivninger - nemlig at vi sammen kan give jeres kæledyr så fredfuld en afsked som muligt.
Der gives først en bedøvende indsprøjtning, som får dyret til at falde stille og roligt i søvn inden for minutter. Nogle dyr, særligt katte, kan kaste en lille smule op af bedøvelsen. Dette er naturligt og ikke noget, der påvirker dyrets oplevelse af situationen. Når dyret sover, gives der en overdosis af bedøvelsesmiddel. Dette gives ofte direkte i hjertet eller i et blodkar. Herefter sover dyret stille ind i løbet af få minutter. Der kan i nogle tilfælde forekomme dybe refleks-vejrtrækninger og bevægelser, når det sidste medicin gives. Dette er ligeledes helt naturligt og absolut ikke noget, kæledyret mærker.
Når det sidste medicin er givet, lytter jeg med et stetoskop for at sikre, at hjertet er stoppet med at slå. Herefter kan I i ro og fred få lov at tage den sidste afsked med jeres elskede kæledyr, inden I enten transporterer dyret til krematoriet, til egen dyrlæge for kremering eller begraver dyret hjemme.
Hvornår er det rigtige tidspunkt at tage afsked?
Der kan være mange årsager til, at vi som kæledyrsejere er nødt til at træffe den tunge beslutning om at sende vores kæledyr trygt herfra. Det kan blandt andet været grundet akut eller kronisk sygdom hos dyret eller øvrige årsager til nedsat livskvalitet. Det kan også være omstændigheder hos os mennesker, der gør, at vi må tage beslutningen.
Det er vigtigt, at vores kæledyr er her for deres egen skyld og ikke for vores. Derfor har vi som ejere et stort ansvar for at kigge efter, at livskvaliteten opretholdes. Jeg fandt det hjælpsomt at opstille tre kriterier for min elskede hund, da han blev ældre, for at jeg kunne vurdere hans livskvalitet. Når 2 af de 3 kriterier ikke længere kunne opretholdes, var det tid til at sige farvel. De kriterier, jeg stillede op, var:
1. Han skal fortsat være madglad og ikke stoppe med at ville spise
2. Han skal have lyst til at jagte fugle i haven, som han altid har elsket
3. Han skal have lyst til at komme med på gåture
Andre kriterier kunne også have været: Der skal stadig være lyst til at lege, der skal fortsat være lyst til at søge nus mf.
I er altid velkomne til at kontakte mig for en snak angående livskvalitet og om, hvornår det er tid til at sige farvel. Derudover er jeg sikker på, at jeres egen dyrlæge hellere end gerne også står til rådighed for denne snak.
Kan mine andre kæledyr mærke sorg?
Det er forskelligt, hvordan husstandens øvrige dyr mærker, at et andet dyr er væk. I min familie har det ofte været forbundet med en fornemmelse af, at vores hunde sørgede over tabet af en kammerat, fx ved at miste lysten til at spise eller ikke have lyst til at komme med på gåture. Vores katte derimod har ofte ikke udvist tegn på sorg, men dermed ikke sagt, at det er det samme blandt alle katte.
Om man ønsker, at øvrige dyr skal have lov at tage afsked med det aflivede kæledyr, er helt op til jer. Dog er det altid en god idé at observere jeres øvrige kæledyr i ugerne efter aflivningen for tegn på "sorg", fx nedsat appetit, manglende lyst til gåture, trækker sig mm.
Hvor i landet køres der ud til?
Jeg kører som udgangspunkt i Odense og omegn, men hele Fyn og trekantsområdet er også muligt for mig, såfremt egen dyrlæge ikke tilbyder udkørende hjælp. Kontakt mig gerne for nærmere aftale.
Kan Det Sidste Poteaftryk hjælpe i forhold til kremering, urne mm.?
Jeg tilbyder i tilfælde af, at man ikke selv kan transportere dyret til kremering, assistance hermed (obs kun dyr under 25 kg). Ofte kan der dog på forhånd aftales indlevering til kremering hos egen dyrlæge eller direkte hos et dyrekrematorie, hvis man ønsker selv at aflevere.
Transport til egen dyrlæge tilbydes i rimelig afstand til hjemmet eller transport til AniCura Odense Dyrehospital. Skal kremering varetages af egen dyrlæge, skal kremering være afregnet med dyrlægen på forhånd. Transport til kremering hos egen dyrlæge kan foregå inden for dyrlægens normale åbningstid og mellem 08.00-20.00 på AniCura Odense Dyrehospital.
